I Sundhøj Børneby er vi SAMMEN. Stedet er en juniorklub, og derfor ikke et sted hvor man “passes”.
Vi lægger STOR vægt på, at Sundhøj Børneby er et frirum for børnene, hvor de fleste aktiviteter er baseret på frivillig deltagelse. Børnebyen er stedet, hvor børnene har medindflydelse på aktiviteterne og stedets udformning.
Vi oplever, at det er medvirkende til at børnene udvikler ejerskabsfølelse, og derved tager ansvar for stedet.
Børnebyen er et samlingssted for børnene i alle tre klassetrin, som giver mulighed for udviklende og dynamiske relationer. Dét at der er børn i flere aldersgrupper er med til at styrke barnets selvfølelse og identitet, da der er større mulighed for at finde nogen at spejle sig i og interagere med.
I Børnebyen respekterer vi forskelligheder og tager hensyn til hinanden.
De voksne i Børnebyen er der for at støtte op om relationer, styrke børnenes selvbillede og have det sjovt med børnene. Opdragelsen overlader vi til forældrene.
DE GYLDNE TRIN
Vi passer godt på hinanden
Vi respekterer hinanden
Vi hjælper hinanden
Vi tager hensyn til hinanden
Vi stoler på hinanden
Pædagogisk grundlag:
Personalet arbejder ud fra en validerende og anerkendende tilgang, hvor der er fokus på, at vi alle har forskellige oplevelsesverdener, da vi kommer fra forskellige baggrunde med hver vores erfaringer i bagagen. Børnenes reaktions- og handlingsmønstre er individuelle, og vores tilgang tilpasses derfor det enkelte barn, så han/hun oplever opmærksomhed og nærvær. Dette er med til at styrke barnets selvfølelse, selvværd og selvtillid.
Deltagelse i aktiviteter er udelukkende frivilligt for børnene, da lyst og engagement giver det bedste resultat i enhver aktivitet. Vi forventer derfor ikke at alle børn deltager i alle de aktiviteter, som bliver præsenteret til daglig. Der skal være plads til at børnene kan “lade op” mentalt i det omfang der er behov for, og på den måde der virker bedst for hvert enkelte barn.